Min start med Mulle - burmeser kælekat - som jeg overtog gratis med den "klausul", at den tidligere ejer (min daværende med den "klausul", at den tidligere ejer (min daværende kollega og meget gode ven) Heidi, Why Forget, skulle have et kuld killinger på hende!

OK for mig, hvis jeg fik lov til at beholde én af killingerne, for så at have 2 kælekatte.

På det tidspunkt, var udstillinger noget jeg "vrængede på næsen" af, mest fordi det var synd for kattene!

Men da jeg havde gået og set på min yndige Mulle, med den helt utrolig smukke pels, var jeg nødt til at udstille hende for at bevise over for omverdenen - og især katteverdenen - at Mulle var super-katten.

Hun fik fine bedømmelser, men kunne ikke fordrage udstillinger (blev dog champion efter 3 udstillinger)

Hun fik sit første kuld killinger, og jeg beholdt Oline…

Nu kunne jeg godt mærke, at min aversion mod udstillinger langsomt havde fortaget sig - og da Oline har vist sig at være rigtig pæn, blev det ovenikøbet spændende! Ja, så spændende, at Mulle fik sit andet kuld med samme far som første gang (Mir of Killmousky), og jeg fik eget stamnavn, Abéné, og var meget stolt af hendes 6 dejlige hankillinger.

Én af killingerne blev oprindeligt solgt til avl hos Heidi( nu taget ud af avl.), mens jeg selv beholdt dejlige, brune Adonis.

Jeg kunne ikke selv bruge ham, men da han udviklede sig smukt og havde en dejlig "åben" stamtavle kunne han sagtens blive til glæde for mange hunkatte!

Mulle, som er en suveræn mor, var tiltænkt endnu et kuld killinger i sommeren 2001 - og naturligvis skulle Oline have killinger, når hun blev gammel nok.

Sådan så min verden ud i november…

I december blev jeg kontaktet af en af mine opdrættervenner, der fortalte, at hun havde 3 killinger ud af et kuld på 6, der kort efter fødslen havde fået sygdommen HYPOKALAEMIA - og ½ år senere endnu en killing af samme kuld..

Sygdommen er recessiv, dvs. at begge forældre skal være bærere af defekten for at killingerne kan få sygdommen - I dette tilfælde var det 2 importerede katte: finsk mor og engelsk far.

Da jeg har en finsk kat i mine linier (Mulles far: Seirenes Karlsson på Taket), blev der straks forespurgt i Finland, om der havde været tilfælde af HYPOKALAEMIA? - Svaret var: Man kendte godt sygdommen, men mente dog at kunne sige mine katte fri for risiko.

Lettet rejste jeg på ferie i 3 uger, og kom hjem til det, der i min katteverden "har skilt fårene fra bukkene"…

Én af killingerne fra Mulles finske familie (i Finland) , havde vist så tydelige tegn på sygdommen, at jeg ikke mere kunne ignorere risikoen for at mine katte muligvis kan være bærere, og som følge deraf, ved videre avl, risikere at være årsag til udbredelse af sygdommen!

Etisk set - og med respekt for den katterace, jeg beundrer og elsker - slutter mit opdræt her: Adonis er kastreret, Mulle bliver neutraliseret til sommer (hvor jeg kan passe hende), mens Oline får udsættelse i nogle år, i det spinkle håb, at man til den tid kan teste om hun er bærer. Teoretisk set er der kun 12,5% risiko for, at hun er bærer af genet, men for mig er hun: enten bærer – eller ikke-bærer! Procenterne kan jeg ikke bruge til noget!

Det er ud fra den betragtning, at jeg nu skiller "avlere" fra "opdrættere". For mig er avleren en person, der kun tænker kortsigtet - kun tænker på sin egen lille verden og kynisk kører videre for egen vinding.

Opdrætteren – derimod - vil aldrig, uanset omkostningerne, risikere at skade sin race, hverken på kortere eller længere sigt!

Jeg har mødt en opdrætter, der har "betalt prisen" både hvad kroner og følelser angår! Beundringen for hende og hendes handlinger har gjort, at min foragt for dem, der fortsætter avl "mod bedre viden" er endnu større.

Er jeg selv opdrætter? Vel er jeg så!!! Fra at have 2 hun-kælekatte, via perioden med 1 avlshun og en potentiel avlshun samt en lovende avlshan, retur til nu (med 3 kælekatte) - ja, og så har jeg faktisk tænkt at importere en norsk skønhed til avl og fornøjelse! Hypokalkaemia-fri TAK